Menu Menu

U14 drenge indtog Bette Balkan

Efter to dage med træning hos TTH i Gråkjær Arena, var der en smule ømme ben i udekampen mod HF Mors for U14 drengene i 2. Division. Det kom mest til udtryk i forsvarsspillet, hvor sidebevægelserne ikke fungerede optimalt. Angrebsspillet havde heller ikke samme kvalitet som i de seneste kampe, men Simon Frederickson kom godt i gang på fløjen. De to hold byttede mål gennem hele første halvleg, og kunne gå til pause med uafgjort 12-12.
I anden halvleg forsøgte Struer at steppe op, og det lykkedes at få skabt et hul midt i anden halvleg. Afslutningerne fra bagspillerne begyndte at give scoring. Enten ved direkte mål, eller hvor Jakob Gravesen opfangede returboldene. I Struers mål fik Emil rigtig godt fat. Gæsterne fra Struer var foran med 3 mål og lignede en klar vinder. Hjemmeholdet kom dog tilbage mod slutningen og havde chancen for at udligne. I stedet blev det Viktor Brogaard der lukkede kampen med scoring i sidste sekund til slutresultatet 24-22.

Søndag skal holdet forsøge at sikre sig 3. Sejr på stribe, når Skive kommer på besøg i Struer Energi Park.

U14 drenge indtog Bette Balkan