Menu Menu

Foreningslivet og fællesskabet sejrer.

100 børn og unge valgte torsdag aften fællesskabet til, da der blev holdt afslutningsfest på Struer Grand Hotel for Struer Forenede Håndboldklubber.

En skør ide, mange ildsjæle og en velfungerende klub var opskriften bag Struer FH's afslutningsfest for klubbens U10-U16 spillere.
Tidligere år har de forskellige årgange haft tradition for at afvikle deres egen afslutning på sæsonen.

I år skulle der skabes en ny tradition. Klubben arrangerede i samarbejde med Struer Grand Hotel en flot og hyggelig aften på hotellet. 100 børn og unge deltog sammen med 18 trænere og ledere denne aften, hvor menuen stod på lasagne, grøntsager og rød saftevand. Alle spillere mødte spændte op og glædede sig til en sjov aften sammen med vennerne.

Carsten Birk fra Struer Forenede Håndboldklubber fortæller, at klubben gennem hele sæsonen har haft stor fokus på at skabe fællesskab også uden for håndboldbanen. Derfor har klubben bl.a. haft lørdagstræning på tværs af årgangene, banko aften, juleafslutning og alle hold tilbydes at deltage i Svane Cup i Ålborg. En god afslutning på sæsonen som mange spillere og trænere glæder sig til.

Struer FH har mange ildsjæle og frivillige trænere og de var også mødt frem denne aften på Grand hotel, hvor Kasper Frederiksen og hans team serverede lasagne for de spændte håndboldspillere. Spændte var spillere, da denne aften også bød på overrækkelse af pokaler. På alle hold blev der kåret "Årets Spiller", og bestyrelsen kårede også årets talent for hele ungdomsafdelingen. Alle pokaler blev udleveret af de enkelte trænere med flotte ord på vejen.

Årets talent blev i år Anne Dybdal fra klubbens U14 årgang. Anne har gennem mange år spillet håndbold i klubben, hun er en dygtig håndboldspiller og et stort talent, der mestrer mange af håndboldspillets facetter.

Klubben har i år haft Lars Dalhoff ansat som konsulent, Lars fortalte om hans arbejde i klubben og mange spillere har gennem sæsonen haft glæde af Lars' store ekspertise og nydt godt af hans alternative lørdagstræninger. Samarbejdet med Lars fortsætter og udvides, når der til august tages hul på en ny sæson.

Aftenen bød også på lidt underholdning, hvor en stor slikkurv var præmien til det vindende hold. En kurv fyldt med godter som det vindende hold kan nyde sammen, når de drager til Svane Cup den 29. april. U10 piger 2 blev det vindende hold, de tippede 11 rigtige på den noget alternative tipskupon. Her skulle spillerne kæmpe mod hinanden og deres trænere gennem forskellige discipliner. Dette gav mange grin og alle gik op i det og heppede højlydt.

"Sådan en aften fornemmer man virkelig, hvad fællesskab er, og vi er som klub meget stolte af, at have en yderst velfungerende ungdomsafdeling, hvor spillerne vælger fællesskabet til og bakker op omkring vores aktiviteter" fortæller Carsten Birk. Samtidig vil jeg sige en stor tak til klubbens trænere og de mange andre frivillige. Uden dem kunne sådan et arrangement ikke lade sig gøre.

Aftenen sluttede af med et fælles foto, og nu kan de mange spillere gå og glæde sig til Svane Cup og fortsætte træningen frem mod det.
Mens torsdagens arrangement var for ungdomsholdene i klubben, så venter der to arrangementer for de voksne spillere og forældre.
Seniorafdelingen i Struer-Resen Håndbold afholder afslutningsfest med uddeling af pokaler lørdag den 9. april, mens der er indkaldt til ordinær generalforsamling i Struer FH den 26. april. Her får klubben fornemt besøg, idet Generalsekretær for Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen kommer på besøg og holder et indlæg om, hvad der skal til, hvis håndbold forsat skal være en kulturbærer i foreningsverdenen.

Se flere billeder fra arrangementet 

1

1

2

2

3

3

4

4

Foreningslivet og fællesskabet sejrer.