Menu Menu

U12 drenge tilbage på sporet

U12 drenge 1 skulle onsdag aften forsøge at rejse sig efter en halvsløj indsats i søndagens kamp. Modstanderen var onsdag HH90 i Idrætscenter Vest. 
Kampen udviklede sig hurtigt til en tæt affære, hvor de to hold stod rigtig godt til hinanden. HH90 var meget bevægelige i deres angrebsspil med gode indspil til stregen, så Struer spillerne fik rigtig øvet sig i at bytte af og tackle i forsvaret. I den modsatte ende af banen skulle Struer Håndbold lige vænne sig til, at HH90 dækkede offensiv i en 5-1 formation. Selvom HH90 førte an, så var Struer ikke mere end et par mål efter.
På grund af sygdom var holdet suppleret med Caroline Jahnsen og Sofie Mygh fra U12 piger. Herudover var Simon Zobbe med på holdet i forhold til sidste kamp. De 3 spillere faldt hurtigt ind på holdet og spillede en rigtig god kamp.
I løbet af første halvleg fik Struer Håndbold styr på angrebsspillet og kom til nogle rigtig gode afslutninger. Der blev både spillet tyndt til fløjen, scoret på afslutninger bagfra og ikke mindst på gode gennembrud, hvor et godt pres gav huller i HH90 forsvaret. 
Selvom Struer var bagud ved pausen, så kæmpede holdet videre, og i løbet af anden halvleg fik holdet det afgørende overtag. HH90 forsvaret blev lokket frem, og det gav plads til Tobias på stregen. Forsvarsspillet begyndte også for alvor at lukke af, hvilket gjorde det nemmere for en velspillende William i målet. 
Kampen var en tæt affære, men Struer Håndbold kunne tage hjem med en fortjent sejr på 16-13 efter en rigtig flot holdindsats.