Menu Menu

U10 piger C: Flot indsats til kredsmesterskab

Struers U-10 piger hold 2 spillede søndag om kredsmesterskabet i Skjern. Struers første modstandere var Tangsø, som senere vandt hele stævnet, og struerpigerne vidste det ville blive en hård kamp. Struer kom dog rigtig godt fra start og  var foran 4-1 midt i første halvleg. Emma Carlsson spillede en stor kamp, hvor hun fik lukket fuldstændig af for modstanderens store profil, der aldrig fik et ben til jorden i kampen. Forsvaret stod fantastisk flot og koncentreret, men desværre blev angrebsspillet lidt febrilsk og afslutningerne var tilfældige.
Det lykkedes for Tangsø at komme tilbage i kampen, og ved pausen var stillingen 5-5.
I 2. halvleg var det en hel lige kamp, som kunne gå begge veje. Det var 2 gode hold, men desværre havde Tangsø heldet med sig i kampens sidste minutter og hev sejren i land. Det var et slukøret struermandskab, som havde haft sejren inden for rækkevidde, men især forsvarsmæssigt kunne de i højeste grad være deres indsats bekendt.
I den anden kamp var modstanderen Hogager. Ingen  af holdene havde mulighed for at gå videre, men alligevel blev det en god og tempofyldt kamp. Struerpigerne spillede denne gang noget bedre i angrebet, og især var det Sille Lyhne og Christina Grimstrup, der tog det store ansvar og scorede nogle flotte mål. Cecilie Thomsen sørgede for godt tempo i angrebsspillet og leverede nogle gode frispilninger til bl.a. Line Ravn, der scorede et klassemål.
Forsvaret var igen en mur, og der blev gået til den til sidste fløjt. De helt store krumtapper var endnu engang Emma Carlsson, Emma Poulsen samt Natalie Buskkjær, mens Sofie Jensen fuldstændig ødelagde modstandernes mulighed for frispilninger til fløj og indløb.
Endeligt var de gode resultater ikke kommet i hus, hvis det ikke var for Julie Nielsen i målet, som stod sine hidtil bedste kampe denne sæson.
Alt i alt 2 meget gode præstationer, og nu kan holdet se frem til en god kommende weekend, hvor holdet tager til Skjern Cup med både sportslige og sociale fornøjelser i vente. Et flot punktum på en god sæson.

Struer FH 2 – Tangsø 8-10
Struer FH 2 – Hogager 9-9