Menu Menu

Vi har søgt.. – og vi har fundet.

Den ledige stilling som sportskonsulent i Struer FH er nu besat.
Struer Forenede Håndboldklubber har gjort et scoop og har ansat en yderst kompetent person til stillingen som sportskonsulent.
Lars Dalhoff er blevet tilknyttet til Struer FH på en 2 årig aftale.

Bestyrelsen i Struer FH glæder sig utroligt meget til at indlede samarbejdet med Lars Dalhoff, og har i samarbejde med Lars lavet en stillingsbeskrivelse,
der kan udvikle Struer FH i den retning, vi alle ønsker.

Med udgangspunkt i SFH’s værdisæt og foreningens kultur som breddeklub, skal Lars Dalhoff arbejde med konkrete tiltag for at optimere ungdomsarbejdet i Struer FH.
Ambitionen er at skabe den optimale ungdomsafdeling, der er i stand til at fastholde- og tiltrække håndboldspillere. Et miljø hvor spillere og trænere udvikler sig – og hvor der er plads til alle spillere uanset niveau.

Uddannelse af trænere bliver et vigtigt element.
Uddannelse af trænerne bliver en vigtig del af arbejdsområdet for Lars Dalhoff, og denne proces starter allerede når Lars tiltræder i april måned. Der er lagt op til individuelle uddannelsesforløb såvel som 4 årlige trænerkurser for alle trænerne. Her vil klubbens ungdomsspillere blive inddraget som medier.

Lars Dalhoff er ansat i en deltidsstilling hos Struer FH og vil som udgangspunkt være til stede til minimum en træning pr. uge for hver af de forskellige årgange, ligesom han vil være i hallen ved et antal hjemmestævner.

Fakta om Lars Dalhoff:
Lars er ansat som underviser på VIA i Holstebro og er desuden tilknyttet Holstebro Elitesport som håndboldtræner/timelærer.
Lars Dalhoff har en lang årrække indenfor håndbolden bag sig. En aktiv karriere blev stoppet af adskillige knæskader, og Lars kastede sig i stedet over trænergerningen.
Her er det blevet til den højeste træneruddannelse indenfor DHF, et væld af trænerjobs gående fra de yngste spillere til senior på højeste divisionsniveau.
I denne sæson står Lars Dalhoff i spidsen for U16 1. division herrer i Team Tvis Holstebro.

De fleste personer i håndboldverdenen kender nok Lars Dalhoff bedst fra arbejdet indenfor Jysk håndboldforbund.
Her har Lars tidligere haft funktion som uddannelsesansvarlig og sidder stadig i uddannelsesudvalget, ligesom Lars har været inde omkring landsholdene i Beach handball.
Jysk håndboldforbund benytter Lars Dalhoff som instruktør til en stor del af de børnetrænerkurser og kurser i skadesforebyggende træning der afvikles henover sæsonen. Senest har Lars afholdt håndboldskole for U6 og U8 håndboldskole i Hjerm. Se klippet ved klikke på linket http://www.tvmidtvest.dk/nettv/?id=40897