Menu Menu

Struer-Resen vandt første oprykningskamp

230 tilskuere var på plads i Struer hallen, da Struer-Resen serie 1 herrer vandt oprykningskampen over Skjern.

For første gang i flere sæsoner var der mangel på siddepladser, da rigtig mange havde valgt at slutte påskeferien af med tophåndbold i Struer hallen søndag aften. Uanset hvilket hold man heppede på, var der ingen der gik skuffede hjem – de to hold gav hinanden en rigtig god fight til store fornøjelse for de fremmødte. Der var tænding fra første minut, begge forsvar tog godt fra, og kampen startede temmelig målfattigt. 5-5 efter de første femten minutter. De tidligere ligaspillere fra Skjern udfordrede Struer-Resen forsvaret med hurtige fodfinter og kom nemmere til deres afslutninger end de lokale spillere, men også i den modsatte ende af banen, blev der vist gode takter. Efter at have været bagud, lykkedes det Struer-Resen at bringe sig foran mod slutningen af første halvleg, godt hjulpet af en storspillende Brian Balleby i Struer-Resen målet. Sekunder før pausehornet fik Struer-Resen tilkæmpet sig et straffekast, som også resulterede i en udvisning til Skjern. Kim Bager Laursen scorede sikkert og bragt hjemmeholdet foran 12-10. Desværre formåede Struer-Resen ikke at udnytte overtalssituationen i starten af 2. halvleg. Skjern fik derimod reduceret, inden Struer-Resen fik gang i målscoringen efter 4 minutters spil. Herefter kom hjemmeholdet ind i en god periode, hvor Brian Balleby igen stod stærkt i målet. Selvom Struer-Resen skulle kæmpe meget for deres scoringer, så lykkedes det Mads Madsen og Jesper Søgård at få sat nogle afgørende afslutninger afsted. Skjern blev ramt af en udvisning til både en spiller og træneren i denne periode. Overtallet udnyttede Struer-Resen til at bringe sig foran med 19-14 med 9 minutter igen. Kampen burde være afgjort, men John Myrup og Claus Hansen ville det anderledes. Selv ikke en god præstation af Carsten Breumlund, der var kommet på mål, kunne forhindre, at Skjern bragte spændingen tilbage i kampen, inden Mads Godsvig, med en fræk scoring, gav hjemmeholdet lidt luft. Foran med 22-20 kunne Anders Øster Larsen på kontra lukke kampen til slutresultatet 23-20 En flot sejr til Struer-Resen over et godt Skjern hold.

Næste kapitel i bestræbelserne på oprykning foregår lørdag den 6. april kl. 15.30 i Mejdal hallen. En sejr til det lokale hold vil betyde oprykning til Jyllandsserien. Uafgjort eller nederlag vil betyde, at oprykningen vil blive afgjort i den sidste puljekamp den 11. april hvor Skjern og Mejdal mødes.

Det er nu, hvis Struer kommune igen skal have et hold i jyllandsserien, så støt op om holdet på lørdag i Mejdal hallen.