Menu Menu

Struers U14 piger fik revanche

Efter sidste uges ærgerlige nederlag i kampens allersidste sekunder på udebane i Holstebro, var Struer FH´s U14 piger opsat på revanche i søndagens returkamp mod HH90 på hjemmebane.
Det var udeholdet, der gav bolden op, men efter få sekunder havde hjemmeholdet tilkæmpet sig bolden og efter et flot kontraløb kunne Andrea Bjerregaard bringe hjemmeholdet foran. Kampen startede i højt tempo, med et par hurtige scoringer i begge ender, så efter 6 minutter var det gæsterne, der var foran 2-3. Det blev det eneste tidspunkt i kampen, hvor HH90 havde føringen.
SFH kæmpede flot i forsvaret, hvor der virkelig blev taget ved og dækket godt op.
Første halvleg fortsatte i et højt tempo og jævnbyrdigt, men hjemmeholdet var næsten konstant foran med 1-2 mål. Et par gange lykkedes det HH90 at udligne, hvorefter Struer hurtigt igen tog føringen.  Da pigerne efter en spændende og velspillet 1. halvleg gik til pausen viste måltavlen 10-9.
I 2. halvleg øgede SFH hurtigt føringen til 12-9. Først efter 7 minutters spil lykkedes det HH90 at reducere. Herefter gik det hurtigt; Struerpigerne fightede flot og øgede sikkert føringen til 17-13, med blot 5 minutters spilletid tilbage. Udeholdet formåede dog at pynte på resultatet og en flot håndboldkamp sluttede fortjent 18-16 til pigerne fra Struer. Resultatet betyder at Struer FH rykker op på 2. pladsen i den samlede stilling, foran Tjøring, der dog har spillet en kamp mindre.