Menu Menu

Referat fra generalforsamlingen

Generalforsamling den 29. april 2015 i Struer FH

Som afslutning på sæsonen 2014/2015 har der været afholdt generalforsamling.

1. Aftenen startede med at vælge en dirigent (Jørgen Abildtrup) som kunne konstatere at generalforsamlingen var lovlig indvarslet.
Der var annonceret i UgeAvisen Stuer den 15. april 2015. Der var 12 fremmødte.

2. Beretning v/ Formand Eigil Christensen sæson 2014/2015

Beretning sæson 2014/2015
En lang og spændende håndboldsæson nærmer sig sin afslutning.

Ungdom
Fra de yngste op til 18 år havde vi sidste sæson 192 medlemmer. I denne sæson har vi 193 medlemmer, dette skal ses i lyset af en stor fremgang i forrige sæson på 18,5%.
Der har været trængsel i hallerne til træningerne i ungdomsafdelingen. Vi har haft behov for at leje Gymnasiehallen, for at alle kunne få træningstid nok. U4-5 har haft træningstid om tirsdagen, mens U6/U7/U8 har trænet torsdag. Alle øvrige hold har trænet 2 gange i ugen.
I de ungdomsårgange der ligger under Struer FH, har vi været repræsenteret i alle årgange, med undtagelse af U12 og U14 drenge.
Tilgangen af medlemmer og de mange spillere specielt på ungdomssiden har givet nogle udfordringer med at finde haltid nok til alle hold, og få lavet en rigtig fordeling på de årgange, hvor der har været mere end 2 hold. Hvem skal træne hvem og hvornår, og ikke mindst sammen med hvem.
Struer FH består af mange forskellige børn og unge mennesker, som kommer med vidt forskellig baggrund og indstilling til at gå til håndbold. Nogle kommer for at blive kommende stjerner, og andre kommer for at være en del af et socialt fællesskab.
Det er vigtigt, at vi i Struer FH forstår at fange begge typer børn. Man skal have lov til at være god, men det må ikke være på bekostning af dem, der kommer i klubben af andre årsager. Vi vil fortsat arbejde på at sikre, at alle føler sig hjemme i den årgang man tilhører.

Selvom håndbold i Struer FH ikke kun handler om at vinde, så skal det lige nævnes, at ungdomsholdene har haft en god sæson. Det er blevet til mange flotte placeringer og deltagelse i A rækkerne i både U10 piger og drenge, U12 piger og så har klubben for første gang nogensinde haft et hold i landets øverste række, nemlig U14 pige 1. division.

Ungdomsafdelingen har her i april deltaget i Svane Cup i Aalborg. Dog deltog Struer-Resen U16 piger også med 2 hold. Totalt deltog 114 spillere og ledere i stævnet, ligesom mange forældre kom forbi eller boede på camping i Aalborg.

For at styrke ungdomsafdelingen, og specielt støtte op og opkvalificere vores kommende trænere, har klubben ansat sportskonsulent Lars Dalhoff. Lars har en lang årrække indenfor håndbold bag sig. En aktiv karriere blev stoppet af adskillige knæskader, og Lars kastede sig i stedet over trænergerningen. Her er det blevet til den højeste træneruddannelse indenfor DHF, et væld af trænerjobs gående fra de yngste spillere til senior på højeste divisionsniveau.
Vort samarbejde med Lars ser vi frem til med stor spænding, og vi er overbevidste om, at Lars kan hjælpe os endnu et skridt i den rigtige retning.
Lars er tiltrådt og det første møde med Carsten og Peter er afholdt. Næste skridt bliver et møde med ungdomstrænerne den 13. juni, hvor der skal snakkes forventningsafstemning samt lægges årsplaner og forberedes uddannelsesforløb for de enkelte trænere.
Der arbejdes også med at planlægge et reklamefremstød på skolerne, som skal målrettes mod drengene i de yngste årgange – her vil Lars også være primus motor.
Sideløbende med samarbejdet med Lars, hvor hovedvægten er lagt på det sportslige, arbejder vi på at få styrket den sociale side af klubben. Helt konkret barsler vi med en ide om klubaftner for U10-U14. Her vil håndbolden ikke nødvendigvis være i højsædet, men hovedvægten blive lagt på, at medlemmerne skal lære hinanden bedre at kende, og få nogle gode oplevelser sammen.

Den forgangne sæson har også været år 1 i forhold til ungdomshåndbold i Struer-Resen Håndbold regi. På trods af, at vi ikke har haft U16 og U18 drenge, så er vi overbeviste om, at beslutningen om at træde ud af samarbejdet i Team Struer, var den rigtige beslutning.
Vi har haft 2 U16 pigehold og 1 U18 pigehold.
Vi øver os stadig på, hvordan vi sikrer, at SRH holdene bliver integreret i moderklubberne, men vi føler vi er på rette vej.

Senior
På seniorsiden har SRH samarbejdet været en god succes.
Samarbejdet med Resen er blevet en naturlig ting, og spillerne fra de to klubber er efterhånden en integreret enhed, hvor man ikke spekulerer over, hvilke spillere, der kommer fra hvilken klub.
Damerne har igen markeret sig med rigtig flotte resultater.
1. holdet rykkede i 3. division og 2. holdet klarede sig med nød og næppe i serie 1.
Desværre har vi oplevet en tilbagegang på herresiden. Dette kombineret med mange skader betød, at 1. holdet rykkede to rækker ned, og skal starte forfra i serie 2. 2. og 3. holdet havde svært ved at mønstre 2 hold. Vi vil til den kommende sæson vurdere, om der er basis for mere end 2 hold på herresiden.

Intersport Cup
Intersport Cup 2014 blev tilført en ny dimension. Allerede i juni måned måtte vi melde alt optaget, dog vidste vi godt at nogle klubber måtte justere på antallet af hold inden stævnets start.
Da den endelige tilmelding var på plads og turneringen planlagt endte det med 19 klubber, 94 hold og 248 kampe.
Fordelingen af holdene gjorde, at vi måtte leje begge haller i Vinderup og en bus til at køre spillerne derud. Det var en dyr løsning, som vi vil forsøge at undgå i år.
Der var stor interesse for at overnatte og desværre måtte vi sige nej til nogle klubber, som så heldigvis fandt en løsning med at overnatte hjemme i deres egen hal og så deltage i stævnet alligevel.
Tilmeldingen til dette års stævne er rigtig godt i gang, der er over 100 hold tilmeldt på nuværende tidspunkt med 1200 deltagere, så der er faktisk udsolgt.

Holdene for udviklingshæmmede
Det har været en super sæson for begge hold.
Hold C har klaret sig igennem uden at få mange point, men som de siger, så har vi det gode humør. C-holdet består af utrolig sociale og skønne mennesker, der kan rumme både sig selv og hinanden. Aldersmæssig er de fra 14 til 35 år, men aldersspredningen er der ingen der går op i, de tager hånd om hinanden, er der for hinanden og viser at håndbold også er værd at gå op i trods mangel på scoringer.
Hold A kan og vil spille håndbold og deres kampe er altid super underholdning og også ofte tætte og spændende. Efter en fremragende sæson, sluttede de til forbundsmesterskabet, som nummer 1 og dermed kunne de hjemtage guldmedaljerne. Der er 3 spillere fra A-holdet der er udtaget til at deltage i Special Olympics i Los Angeles i juni.
De to hold supplerer hinanden godt, trods den store forskel i spillet.
Hvor A-holdet har temperament, har C-holdet roligheden.
Supporten er på plads. Anders og Rasmus arbejder hårdt på at skabe gode forhold for alle.

Fritidscenter Struer
Nu er økonomien på plads - vi har 60 millioner at bygge fritidscenter for, samt 8 millioner til kommunens sundhedscenter, som skal bygges i forbindelse med fritidscentret.
Der er lavet tegninger til det nye fritidscenter, som nu skal præsenteres for fremtidige brugere, så eventuelle ønsker eller ændringer kan blive indarbejdet i projektet, hvis muligt.
Struer FH er repræsenteret i bestyrelsen for projektet af Peter Johannesen og undertegnede. Det nye fritidscenter vil betyde væsentlig bedre forhold for alle idrætsudøvere i Struer og ikke mindst for Struer Forenede Håndboldklubber, da vi har næsten al vor aktivitet her.
Specielt kan vi glæde os over, at der bliver 3 haller, hvor der kan spilles håndbold.
Det vil betyde, at vi kommer til at opleve – formentligt 2 sæsoner – hvor området omkring Struer hallerne og Svømmehallen vil være en byggeplads.
Men det vil blive en sand glæde, at benytte de nybyggede, moderniserede faciliteter, der også vil blive en flot ramme om vore aktiviteter.
Første spadestik forventes inden sommerferien og hele byggeriet står forhåbentligt færdig i første halvdel af 2017.

Med afslutning på sæsonen og generalforsamling, er det på tide at sige tak til alle de frivillige hænder, der har hjulpet med det sportslige i Struer FH.
Det gælder både trænere, holdledere og sportsudvalg.

Også en stor tak til de mange som hjælper til Intersport Cup og andre arrangementer til glæde for Struer Forenede Håndboldklubber.

Tak til vore sponsorer, de gør det muligt for os at drive en håndboldklub, så støt dem, de støtter os.

Allersidst tak til bestyrelseskolleger for samarbejdet i den forgangne sæson og held og lykke fremover.

Eigil Christensen 29.04.2015

Beretningen blev godkendt af generalforsamlingen.

3. Regnskab
Regnskabet blev fremlagt af kasserer Jørgen Knudsen.
Årets resultat viste et pænt overskud.
Regnskabet blev godkendt af generalforsamlingen.

4. Indkomne forslag – der var i år modtaget et forslag. Forslaget gik på at udvide bestyrelsen 3 til max. 7 bestyrelsesmedlemmer.
Forslag er vedlagt.

5. Lige år: Valg af formand
2015 er et ulige år der er formanden ikke på valg. Eigil betingede sig sidste år at han kun blev valgt for 1 år og derfor skulle der vælges en ny formand. Valget faldt på Martin Rasborg. Ulige år: Efter det nye forslag skulle der vælges 2-4 nye medlemmer. Peter Johannesen og Birthe Nielsen modtog genvalg. Jørgen Knudsen og Carsten Birk blev valgt.

6a. Valg af revisor (2 år)
Jørgen Abildtrup blev valgt

6b. Valg af revisorsuppleant (1 år)
Jesper Søgaard

Eventuelt
Til næste generalforsamling skal der indsendes et forslag der lyder på at formand og kasserer ikke er på valg samme år. Der skal igangsættes noget så vi får genstartet herreafdelingen. Der bliver sat et møde i stand med de nuværende trænere.

Jørgen Abildtrup sluttede med at sige tak for god ro og orden.

Bestyrelsen ser herefter således ud:
Formand Martin Rasborg (2016)
Kasserer Jørgen Knudsen (2017)
Bestyrelsesmedlem Peter Johannesen (2017)
Bestyrelsesmedlem Carsten Birk (2017)
Bestyrelsesmedlem Birthe Nielsen (2017)

Revisorer
Søren Christensen (2016)
Jørgen Abildtrup (2017)
Revisorsuppleant Jesper Søgaard (2016)